Orientering: Kan hegn holde flygtninge og migranter ude af EU? - 23. sep 2021

Udsyn - Een podcast door DR

Regeringen melder nu klart ud, at Danmark skal sende grænsehegn til EU's ydre grænse. Valget står nemlig mellem åbne og venlige grænser eller hegn og bevogtning, siger udlændingeminister Mattias Tesfaye. Det ser vi på i dag og undersøger, hvad der skal til for, at det er effektivt, og hvad det betyder for folk på begge sider af pigtråd og beton. Når tyskerne på søndag går til valg for at finde deres nye kansler, bliver det også et farvel til den kvinde, der har siddet på posten de sidste 16 år. Angela Merkel har haft hænderne på det tyske ror så længe, at nogle af de unge vælgere, der nu skal sætte deres kryds, ikke kan huske andre kanslere end hende. Og selvom mange har set hende som en suveræn garant for stabilitet både i Tyskland og i Europa, så er der blandt de tyske vælgere også nogle, der synes, hun har blokeret for vigtig fornyelse og i det hele taget bare burde være trådt tilbage for længe siden. Orienterings udsendte, Brita Kvist, har samlet tyske holdninger til Angela Merkel, og så taler vi med nogle, der har haft Merkels kanslertid helt tæt på, om hvilket eftermæle hun vil have. 4 ud af 10 danskere lever med to eller flere kroniske sygdomme, og cirka en kvart million danskere har fire eller flere kroniske sygdomme i følge Danske regioner. Det kan eksempelvis være en kombination af psykisk sygdom, diabetes og KOL. Men patienter med mere end én alvorlig sygdom ender ofte som kastebold mellem læger og afdelinger på hospitalet. For det er sjældent, at en specialist ved nok om en anden specialists område. Det kan betyde, at patienter ender med medicin og behandling, der kan være godt for den ene sygdom, men dårlig for en anden. Vi undersøger, hvorfor multisyge kronikere ofte risikerer at blive kastet rundt i sundhedsvæsenet. På FNs generalforsamling vakte Kinas præsident Xi Jinping opsigt. Han lovede nemlig, at Kina vil stoppe med at bygge kulfyrede kraftværker i udlandet. Det er en afgørende melding i den grønne omstilling, fordi Kina uden sammenligning er størst i verden, når det handler om at finansiere kulkraftværker uden for egne grænser. Men kritikere frygter, at meldingen er designet til at dække over, at Kinas grønne ambitioner er alt for sorte. Vi taler med en ekspert om den opsigtsvækkende udmelding Søren Carlsen og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter, Tine Linde redigerer. www.dr.dk/orientering

Visit the podcast's native language site