Orientering: Skal vi håndtere en eventuel influenzaepidemi på samme måde som corona? - 16. sep 2021

Udsyn - Een podcast door DR

Tallene for coronasmittede er fortsat meget lave, og corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom i Danmark. Men efteråret og det kølige vejr er på vej, og det giver desværre gode vilkår for, at andre typer luftvejsinfektioner såsom influenza og RS-virus kan sprede sig meget. Det kan betyde, at både samfund og sygehuse igen kan komme under pres. Den bekymring luftede regeringens ekspertgruppe i går på pressemøde. Vi undersøger, hvor alvorligt vi skal tage bekymringen om den kommende influenzasæson, og om vores beredskab er klar på det, der venter. Og så spørger vi to sundhedsordførere, om prisen for at undgå en potentielt dødelig sygdom kan blive for høj? Og hvad mener Etik Råd, når de siger, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at døden er et vilkår, uanset om det handler om corona eller influenza. I Storbritannien har man givet de mange evakuerede afghanere permanent opholdstilladelse. Men i Danmark er asylbehandling af afghanere sat i bero, og de evakuerede afghanere får ikke klar information om deres ret til at søge asyl - selvom de ifølge eksperter opfylder kravene til at få asyl efter FNs flygtningekonvention. Vi dykker ned i den særlov, der giver toårig opholdstilladelse til evakuerede afghanere. For ifølge en ekspert i flygtninge- og udlændingeret er loven ikke alene unødvendig. Den stiller også afghanerne langt dårligere, end hvis de søger asyl på almindelig vis. Et af regeringens støttepartier er langt fra tilfreds. De mener, at vi holder afghanerne unødigt hen. Vi ser på sagen og spørger udlændinge- og integrationsministeren, hvad han siger til kritikken. I Tyskland går næsten al opmærksomheden i denne valgkamp til partierne, der ligger forrest i meningsmålingerne - De Grønne, De Konservative, Socialdemokraterne. Ved det sidste valg var det højrenationale Alternative für Deutschland en af valgets centrale partier. Men der er temmeligt stille om partiet, der ellers ofte vækker debat i tysk politik, denne gang. Vi undersøger hvorfor. I foråret var medierne fulde af historier om at EU's vaccineudrulning var gået helt galt. USA og Storbritannien var meget længere fremme med at få vaccineret befolkningerne. Nu er billedet vendt på hovedet. Men historien må ikke gentage sig. Derfor forslår EU nu en fælles beredskabs-myndighed. Hør, hvad den nye beredskabs-myndighed er for en, og hvad den skal kunne. Mathias Bay Lynggaard og Karen Hjulmand er dagens værter, Tine Linde redigerer. www.dr.dk/orientering

Visit the podcast's native language site