Orientering: Vil Socialdemokratiets ønske om flere grænsehegn i EU føre til færre menneskelige tragedier? - 24. sep 2021

Udsyn - Een podcast door DR

Fem døde flygtninge eller migranter er de seneste dage fundet på grænsen mellem Polen og Belarus. EU slår nu alarm over situationen i området, hvor en gruppe flygtninge og migranter lige nu er fanget i ingenmandsland. Også den danske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er bekymret. Vi fortæller om situationen langs den polske grænse, og så spørger vi Mattias Tesfaye om hans ønske om at hegne EU mere ind, vil føre til færre eller flere af den slags tragedier. "Vi klarer den". De tre ord har mere end noget andet præget den sidste del af den tyske Kansler Merkels eftermæle. Men mens flygtningespørgsmålet var højt på dagsordenen ved valget i Tyskland for fire år siden, ser det ikke ud til at være et stort emne for tyskerne denne gang. Vi spørger, hvad der egentlig blev af balladen om "wir schaffen das"-politikken og flygtninge/migrant-diskussionen i valgkampen, og så er vi til Fridays for Future-demonstration i Køln. For i dag slutter den tyske valgkamp, og de unge fra klimaaktivistbevægelsen vil gerne give politikerne en sidste opsang med på vejen. Når en dansk specialoperationsstyrke lander i Mali til januar, risikerer de at stå side om side med Wagner Group, en russisk paramilitær organisation kendt for sine menneskerettighedsovertrædelser og tætte bånd til den russiske regering. Det er mediet Danwatch, der kan fortælle historien om de omkring 1000 soldater fra Wagner Group, der tilsyneladende er på vej til Mali. Udenrigsministeriet kalder en samarbejdsaftale mellem Mali og Wagner Group "uacceptabel. Vi folder historien ud, og spørger blandt andet to forskere, hvorfor det er så stort et problem for Danmark, hvis både vores soldater og Wagner Group skal arbejde for regeringen i Mali. - "Vi må tage os sammen og tage ansvaret på os", sagde den britiske premierminister Boris Johnson På FN's generalforsamling, da han talte om klimakrisen. Men de 100 milliarder dollars om året, som de rige lande har lovet til klimaomstilling i fattige lande, de kommer ikke. Sådan har det længe været. Men fra Danmark, der kommer pengene faktisk nu, lover Mette Frederiksen. Men pengene skal tages af udviklingsbistanden, så det bliver de fattigste lande, der selv kommer til at betale. Vi taler med udviklingsministeren og SF's udviklingsordfører, der kritiserer regeringen for den beslutning. Søren Carlsen og Mathias Bay Lynggaard er dagens værter, Tine Linde redigerer. www.dr.dk/orientering

Visit the podcast's native language site