Trumps særlige udsending, udviklingsbistandens kollaps og en idiotisk debat om bukser og gener

Radio Information - Een podcast door Dagbladet Information - Vrijdagen

I ugens Radio Information tegner vi et portræt af Steve Witkoff, der blev venner med Trump over en ostesandwich og nu skal skabe fred i verden. Vi taler også om afviklingen af den internationale udviklingsbistand, og så runder vi en på alle måder idiotisk debat om bukser og gener --- Når Donald Trump og Vladimir Putin mødes i Alaska fredag, skyldes det i høj grad forarbejdet fra en af Trumps nærmeste og ældste venner. Nemlig USA’s særlige udsending Steve Witkoff, der allerede har holdt flere møder med den russiske præsident  – senest i sidste uge. Witkoff har Trumps tillid og er blevet en nøgleperson i præsidentens bestræbelser på at skabe fred mellem Rusland og Ukraine. Men hvem er denne 68-årige tidligere ejendomsmogul, som i sin tid mødte Trump over en osteskinkesandwich i New York? Og er han overhovedet klædt på til jobbet? Ida Nyegård Espersen tegner et portræt. I Sudan er der udbrudt kolera, en fødevarekrise truer i Nigeria, Gaza er sin egen historie, og både Yemen og Congo er på randen af kollaps. De humanitære kriser er uhyggeligt nærværende. Men hjælpen har aldrig været længere væk. Bunden er nemlig gået ud af den internationale udviklingsbistand – senest med Trumps beslutning om helt at nedlægge det store amerikanske hjælpeprogram USAID. Nu er det America First. Men er det overhovedet i USA’s egen interesse at afvikle udviklingsbistanden? Og hvad betyder det for verdens fattigste? Mathias Sindberg kigger forbi. »Sydney Sweeney has great jeans«, hedder det i en af de mest omdiskuterede reklamer i nyere tid. ’Jeans’ med j, altså bukser. Eller var det ’genes’, med g, altså gener? Det er spørgsmålet, som har optaget millioner af mennesker de seneste uger. For var budskabet i tøjreklamen med den amerikanske skuespiller i virkeligheden racistisk? Eller var kritikken af reklamen bare typisk woke? Venstrefløj mod højrefløj, de røde mod de blå, vi har hørt historien før – eller har vi? Hør Matthias Dresler-Bredsdorff udrulle, hvad sagen egentlig handler om, og hvad den kan lære os om det ofte usynlige propagandaarbejde, der former vores debatter – og vores forargelse. Velkommen til.

Visit the podcast's native language site