Vi skal møde selvskade undersøgende og ikke dømmende. Men hvordan gør vi så det?

For Victoria Holsting begyndte selvskaden, da hun gik i 9. klasse og var på en sommerhustur med vennerne. Hun var i en karrusel af kaotiske følelser, og med et glasskår skar hun spontant et snit i benet. Da blodet fra snittet løb, strømmede en stærk følelse af ro gennem hende. Hun mærkede roen et par minutter. Så tog skammen over.Fuld af skyld og skam skjulte hun i flere år selvskaden, som blev en strategi til at forløse svære følelser, før hun en dag kunne tale højt om selvskaden og tage imod hjælp.  I en samtale på Folkemødet talte Victoria Holsting og hendes mor Naja Holsting med journalist Anne Anthon Andersen om, hvordan følelser af skyld og skam kan forstærke selvskade, og hvad man omvendt kan stille op for at undgå, at følelserne af at spille fallit som barn og forældre tager magten.  For Victoria blev det afgørende at tale med en psykolog, der hjalp hende til at forstå den viljestyrke, der også lå indlejret i selvskaden. Hun mener, vi er nødt til at møde selvskade med støtte, ro og rummelighed.I samtalen kan du også høre psykolog hos Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, Cathrine Wulff, forklarer selvskadens skjulte logik. Hvordan man kan forstå selvskade som en form for følelsesmæssig termostat, og hvorfor netop relationerne til de nære pårørende er en vigtig del af behandlingen. Birgitte Bergholt-Grymer, afdelingsleder og psykolog i Robus i Københavns Kommune, og Jakob Holst, leder af Center for Familie- og Voksenindsatser i Bornholms Regionskommune, fortæller om deres erfaringer med at inddrage forældrene i behandlingen af selvskade.  Tilrettelæggelse: Anne Anthon AndersenSamtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Foreningen Selvskade & spiseforstyrrelser.Udgivet af Socialt Indblik