Exceptionel vold i ’Gangs of London’ + Lena Dunhams finansserie ’Industry’

Soundvenue streamer - Een podcast door Soundvenue

Categorieën:

Der er rent London-tema i ugens podcast, hvor Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich tager hul på serierne ’Gangs of London’ og ’Industry’, der begge sværmer om den engelske hovedstads stenrige finanscentrum, magt og moralsk korruption. Nå ja, og som i ’Gangs of London’s blodige tilfælde serverer nogle af de mest overrumplende brutale voldsscener længe set på tv (’Peaky Blinders’ go home) – en »bonus«, der især falder i den ene af vor to værters smag. Mafiafortællingen ’Gangs of London’ på C More er skabt af manden bag den nyklassiske actionfilm ’The Raid’, Gareth Evans, og bryster sig af et stærkt spillende engelsk cast kendt fra blandt andet ’Peaky Blinders’, ’Game of Thrones’ og ’I May Destroy You’. Et hold danske lejemordere (!) lægger vejen forbi for at gøre livet surt for hovedpersonerne, men har serien også andet at byde på end knuste knæskaller? Værterne diskuterer, og springer så til ’Industry’ på HBO Nordic, der er produceret af ’Girls’-skaberen Lena Dunham. I serien forsøger en gruppe ambitiøse unge investeringsrådgivere og børsmæglere at blive fastansat i banken Pierpoint, men det er »dog eat dog« på kontoret, hvor den forråede arbejdskultur sluger blåøjede idealister til morgenmad. Kan Dunham sætte sit magiske ’Girls’-præg på slipsedyrene? Og er der faktisk lidt for meget sex på skærmen? Lyt med, når Soundvenue Streamer vender ugens to mest interessante titler fra streamingdybet.

Visit the podcast's native language site