Iben Maria Zeuthen og Glenn Bech anerkender ikke længere jeres autoritet

I dag har jeg besøg af journalist Iben Maria Zeuthen, og jeg vil gerne tale med hende om selviscenesættelse på sociale medier og alle mulig andre steder. Og om hvad der egentlig sker, når über-priviligerede mennesker (som Iben selv måske?) flasher en sårbarhed eller oplevet undertrykkelse og straks iscenesætter sig som lige så uprivilegerede som alle os andre.Jeg byder Iben velkommen ved at læse et kort afsnit fra mit manifest højt for hende. Det handler om, hvad det egentlig er for skikkelser, vi går rundt og hylder …

Om Podcasten

Velkommen til podcast-miniserien VI ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET. Mit navn er Glenn Bech, jeg er forfatter og psykolog og udgav i september det poetisk-politiske manifest af næsten samme navn. Bogen har skabt en del røre og vakt mange følelser derude. Så jeg har inviteret en række gæster i studiet, som jeg godt kunne tænke at diskutere nogle af bogens pointer med. Sammen skal vi prøve at rive det slør af privilegieblindhed væk, som har lagt sig tungt over hele samfundsdebatten – uanset om vi diskuterer køn, seksualitet, hudfarve, fattigdom, social mobilitet, uddannelse, kulturelle kompetencer og så videre. Nogen sidder på magten, nogen definerer det sprog, vi taler i, nogen definerer den kultur, vi skal passe ind i, nogen definerer hvad der er provinsielt og progressivt. Og nogen iscenesætter sig som marginaliserede, selv om deres livsbagage er en taske fuld af privilegier.